AGF-aktie på himmelfart
Kursen steget med mere end 50 procent efter nyt regnskab med overskud og annoncering af store arrangementer.
Fremlæg et fornuftigt regnskab, hiv et par prominente herrer til byen og så tal så ellers med jysk sindighed om fremtiden. Det er den opskrift, der i denne uge har sendt selskabet bag fodboldklubben AGF, Århus Elite, op som ugens højdespringer på Børsen.
Aarhus Elite-aktien er steget med mere end 50 procent, fra kurs otte til kurs 12,4. Det skriver metroXpress.
Aarhus Elite har ellers lidt under AGF¹s sportslige problemer, hvor den ambitiøse klub forud for forårssæsonen ligger og roder på en sjetteplads i landets næstbedste fodboldrække.
Men et par gode sportslige resultater i træningskampene får åbenbart investorernes håb til at grønnes før græsset.
Samtidig er det ikke mere end et par uger siden, at Århus Elite med den tidligere klub-målmand Lars Windfeld i spidsen kunne fremlægge sit første regnskab i et årti med overskud.
Hertil kommer, at Århus Elite som underholdningsselskab er involveret i en koncert med George Michael samt et besøg af den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton og FN¹s tidligere generalsekretær Kofi Annan, skriver metroXpress.