Aftale er snart på plads: Ny privat leverandør af hjemmepleje i Aarhus

En ny privat leverandør af hjemmepleje er snart på plads. Det blev fremlagt på et møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget onsdag aften

Genrebillede. Foto: Casper Christoffersen - Ritzau Scanpix

De 1.600 ældre, der fra d. 1. april i år ikke længere er kunder hos Aleris Hjemmepleje, får nu mulighed for at vælge en ny privat leverandør af hjemmehjælp. 

Læs også Sidste private leverandør af hjemmehjælp giver op

Det blev fremlagt på et møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget i Aarhus Kommune onsdag aften.

Alle kommer til at få samme hjælp som i dag.

Lone Hindø, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Aarhus Kommune

- Vi er blevet orienteret om, at der er en løsning på vej, og der ligger en aftale med et nyt firma, siger Lone Hindø (S), der er formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Aarhus Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.

Det betyder altså, at modtagere af hjemmepleje i Aarhus Kommune også efter 1. april vil have mulighed for at vælge imellem privat og offentlig hjemmepleje, og det er Lone Hindø glad for.

- Det vigtigste for Socialdemokratiet var at borgerne fortsat har valgmulighed, og det fik vi garanteret, siger udvalgsformanden og fortsætter:

- Alle kommer til at få samme hjælp som i dag.

Læs også Hvad gør vi med de mange demente? Flere løsninger i spil

Ældresagen: En dejlig nyhed

Aleris Hjemmepleje er den sidste tilbageværende leverandør af pleje og hjemmehjælp i Aarhus Kommune, hvor de vandt udbuddet for tre år siden.

Firmaet ønsker dog ikke at fortsætte, når kontrakten udløber, men nu har en ny aktør altså meldt sig på banen.

Det er godt for de ældre, at de selv kan vælge.

Tove Jørvang, formand, Ældresagen i Aarhus

- Aftalen er tæt på at blive at blive underskrevet, muligvis i den her uge, siger Lone Hindø.

Hos Ældresagen ser de positivt på, at en aftale med en ny, privat leverandør er på vej.

- Loven siger, at der skal være frit valg af hjemmepleje. Det er et godt princip. Og det er godt for de ældre, at de selv kan vælge, siger Tove Jørvang, der er formand i Ældresagen i Aarhus.