Afstemningen er slut: Her er sælungens navn

Mere end 1000 læsere har stemt på, hvad den fem uger gamle sælunge, som blev født i Kattegatcentret 23. juli, skal hedde.

Sælungen, som blev født i Kattegatcentret i juli, har fået sit navn af TV2 ØSTJYLLANDS brugere. Foto: Kattegatcentret

Mira. 

Det er sælungen fra Kattegatcentrets nye navn. Mere end 1000 østjyder var med, da en afstemning besluttede, hvad den lille sælungehun skulle hedde. Nu er afstemningen forbi og navnet er valgt: Mira. 

Læs også Konkurrence: Hvad skal sælungen hedde?

Mira betyder hav eller ocean på det indiske oldsprog sanskrit og er samtidig navnet på en stjerne i stjernebilledet ´hvalfisken´. 

Navnet er blevet valgt med mere end halvdelen af stemmerne ud af i alt tre navne, som alle var indsendt af brugerne. 

Dyrepasser Kasper Friis Jensen fremviser et skilt med sælungens nye navn.

I alt stemte 1029 østjyder på sælungens navn. Udover Mira kunne man også stemme på navnene Dagmar og Ingrid. 285 mente at navnet Dagmar var det bedst egnede, 199 stemte på Ingrid, mens hele 545 stemte på Mira.

Resultatet af afstemningen er klart. 

Og Mira er et godt valg, mener Karsten Bjerrum Nielsen, der er leder for udstilling og formidling i Kattegatcentret.

- Vi er meget glade for afgørelsen. Navnet Mira er kort og let at udtale ligesom vores tre andre sælnavne, Liv, Felix og Tulle. Og så passer det bare godt til en lille sød sælhun. Derudover er der en tydelig relation til havet, så derfor synes vi, at det er et helt perfekt valg, siger han.

Mira og Liv. Sælungen Mira tager sammen med mor Liv en slapper på stranden i Kattegatcentret.

227 kilo fisk

Miras mor Liv har taget sig godt af hende, siden hun kom til verden i juli og når man ser den lille tykke sælunge, ligner den absolut heller ikke én, der mangler noget. Mira har levet af sælmælk og dét har kostet Kattegatcentret dyrt på foderfronten, fortæller dyrepasser Kasper Friis Jensen: 

- Siden Liv fødte Mira har hun spist dobbelt så mange fisk, som hun normalt gør, for at få nok energi til at producere den fede sælmælk. Hele 227,1 kg sild og makrel er det blevet til, og det er ikke så lidt, forklarer han. 

Liv har som altid været en super god mor og tager sig rigtig godt af Mira

Kasper Friis Jensen, dyrepasser og ansvarlig for sælerne, Kattegatcentret, 

Om nogle uger vil sælmor Liv begynde at støde Mira fra sig, fordi hun så vil være stor nok til at klare sig selv. Ligesom sin storesøster Selma, der i december sidste år flyttede til en zoo i Sverige, er det planen, at Mira skal flytte hjemmefra. 

- Vi har en harmonisk sælflok med to voksne spættede sæler og en gråsæl, så det er nødvendigt, at vi finder et nyt og godt hjem til Mira, så snart hun bliver teenager og uafhængig af mor Liv, fortæller dyrepasseren.

Læs også Vejarbejde begynder i aften: Beregn længere rejsetid

Det vil dog være muligt at se Mira i Kattegatcentret et stykke tid endnu, for det er endnu ikke klart, hvor hun skal flytte hen. 

Vinderne af navngivningskonkurrencen får et årskort til Kattegatcentret og en sælungebamse. Til venstre er det Malene Nielsen og til højre Mette Krogh Kirkeby. 

To heldige vindere

Vinderne af navnekonkurrencen er to kvinder, som uafhængigt af hinanden indsendte forslaget om, at sælungen skulle hedde Mira. De modtager hver især et årskort til Kattegatcentret og en sælungebamse.

- Jeg valgte navnet Mira, efter jeg søgte på nettet efter navne med tilknytning til havet. Jeg synes, Mira er et rigtig fint og feminint navn, som også er nemt at huske, siger Malene Nielsen, den ene af vinderne.

Læs også Sælungen 'Nutte' scorer 10 ud af 10 på kærheds-skala

Den anden vinder er Mette Krogh Kirkeby fra Søften, som også foreslog navnet Mira:

- Min kollega har netop fået en niece, som skal hedde Mira. Vi talte om navne til børn og betydningen af dem, fortæller hun. 

- Da jeg senere på dagen så, at I havde en konkurrence med at vælge navn til jeres dejlige nye sælunge tænkte jeg, at navnet bare passede så godt. Jeg talte med min søn på 4 år om det, og han var helt enig i, at Mira var det helt rigtige navn. Bamsen skal min søn have, da han var med til at vælge navnet."