Afslutter kæmpe projekt
Nu står den sidste del af bykvarteret fra 60'erne og 70'erne færdigt i Den Gamle By
Hønsestrik, habit og hængerøv er nogle af kodeordene, når Den Gamle By nu åbner op for den sidste del af bykvarteret fra 1960'erne og 70'erne.
I bydelen kan publikum kan gå på opdagelse i familien Danmarks historie i ni lejligheder, ni butikker, fire firmaer, to baggårde med baggårdværksteder og tre lokummer.
Projektet har i alt kostet 200 millioner kroner, og er den største enkeltinvestering i museets historie.
Se: Gade opkaldt efter dronningen
- Vi fortæller ikke historien med de tre store K'er: krige, konger og København. Nej, vi lægger vægt på hverdagen, på de ufortalte historier, på de glemte steder. Vi fortæller historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i, for det er trods alt hverdagen og den menige mand og kvinde, der fylder mest, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse.
Det er en rejse tilbage til tiden, hvor teaktræsmøbler, ryatæpper og arkitektlamper dannede rammen om familielivet, hvor der blev læst Ugens Rapport, og hvor Puch Maxi'en var ungdommens foretrukne transportmiddel.
Udstillingen på 2.784 kvadratmeter afspejler 30 menneskers liv, som refererer til tidens historier om velfærd, kvindefrigørelse, fremmedarbejdere, studenterliv og politik.
Fredag 26. juni åbner den sidste del af 60'- og 70'-kvarteret for publikum.