Afsked er udskudt - igen
Familie lever i uvished
Hun skulle egentlig have pakket sin kuffert og forladt Danmark i morgen, men nu er sagen om Kenneth Iversens vietnamesiske kone endnu engang blevet udskudt.
- Følelsesmæssigt er det jo et stort problem. Det er jo ligesom en rutsjebane. Selvfølgelig er jeg glad lige nu, men hvad så dagen før næste gang, hun skal hjem, siger Kenneth Iversen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Parret har fået afslag om familiesammenføring, fordi Kenneth Iversen modtog revalidering i forbindelse med en arbejdsulykke. Ulykken gjorde, at han ikke længere kunne varetage sit normale arbejde, og han fik derfor muligheden for at efteruddanne sig til ingeniør.
Den 14. maj fik familien udsat udvisningen fire uger, og nu bliver den så igen udskudt. Denne gang til den 31. juli.
Første gang blev sagen udskudt, fordi parrets dreng er syg, og nu sker det, fordi Udlændingenævnet overvejer at revurdere sagen.
Det sker blandt andet på baggrund af barnets sygdom og at hjemsendelsen muligvis vil være på kant med FN's handicapkonvention.