Afleverede stjålet ring tilbage

Stig Tøfting fik ifølge Århus Stiftstidende udbetalt dusør for en uvurderlig guldring, der for ti år siden blev stjålet fra Moesgaard.

AGF-spilleren Stig Tøfting var den ene af de to mænd, der for snart ti år siden afleverede den stjålne og uvurderlige Tissø-ring og andre værdifulde tyvekoster tilbage til Århus Politi og Moesgård Museum. Det skriver Århus Stiftstidende i dag.

Tøfting afviser selv ethvert kendskab til sagen, men flere anonyme kilder har uafhængigt af hinanden bekræftet, at fodboldspilleren var med til at aflevere ringen og dermed inkassere dusøren.

Tyveriet af kulturskatten, der normalt opholdt sig på Nationalmuseet, foregik om natten, ved at tyve brød hul i muren, og museumsverdenen var rystet. Der blev efterfølgende udlovet en kontroversiel dusør på 175.000 kroner, og de penge blev udbetalt, efter at Stig Tøfting og en anden mellemmand afleverede de værdifulde tyvekoster tilbage til politiet. /ritzau/