Afgift skrumper smørret
Arla propper mindre smør i pakkerne
Når mejerigiganten Arla lancerer nye produkter eller varianter af eksisterende produkter, er det oftest ledsaget af en velorkestreret kampagne med annoncer og pressemeddelelser.
Men sådan er det ikke denne gang. Det skriver 24timer. Kærgården, som selvbestaltede og professionelle gourmeter håner for at være forklædt margarine, og som Familien Danmark elsker for især sin evigt bløde bekvemmelige konsistens, er på slankekur.
I disse dage svinder indholdet 20 procent. Men ikke alle steder følger prisen med. Den stiger.
Selv om det olierede blandingsprodukt har været blandt de allerbedst sælgende mærke-dagligvarer siden april 1990, da det kom i handlen, gør Arla ikke ligefrem et stort nummer ud af, at de velkendte 250 gram nu bliver til 200 gram. Anderledes festligt gik det for sig, da smørbaren blev lanceret versioneret med havsalt i stedet for almindeligt salt. 'Den nye perle fra naturen' kaldte Arla den.
- Arla burde bestemt også tydeligt markere, når den almindelige Kærgården bliver mindre. Ellers opdager folk det ikke, siger lektor Henrik Selsøe Sørensen fra forbrugeradfærds-gruppen FairSpeak på CBS til 24timer.
Men Arlas kategoridirektør, Henrik Biilmann, forklarer, at det er kutyme, at man kun fremhæver det med store bogstaver og pangfarver, når et produkt bliver større.
- Jeg har ikke tidligere set det fremhævet, hvis et produkt bliver mindre,« forklarer han.
Biilmann understreger, at '250 gram' erstattes med '200 gram' - skrevet i normale typer - men det står i bunden af produktet og ikke på låget på gul baggrund, som når der på store kampagne-varianter af Kærgården står, at de indeholder 40 procent ekstra.
- Mange opdager, at bægeret bliver mindre - men garantere, at alle gør det, kan jeg ikke, for man bruger kun få sekunder på at vælge et produkt,« erkender Biilmann.