Affaldskampagne beskyldes for seksuelle undertoner
Brandingkonsulent kritiserer kampagne fra AffaldVarme Aarhus for at spille på seksuelle undertoner og sætte unge uheldigt i bås
Håndjern skal i metal. Dunken fra babyolien skal i plast. Tequilaflasken hører til i glas. Hans telefonnummer sletter du bare.
Sådan lyder overskrifterne i den kampagne, som AffaldVarme Aarhus kører i øjeblikket for at sætte fokus på affaldssortering.
Plakaterne kan blandt andet ses på Aarhus Universitet, hvor kampagnens form ikke får topkarakter.
- Håndjern er det første ord, og det leder måske tankerne lidt i en anden retning, siger studerende Sebastian Jakobsen.
- Budskabet er en lille smule stigmatiserende, synes jeg umiddelbart, tilføjer han.
Læs også
Brandingkonsulent Dorrit Bøilerehauge er enig. Hun mener, at kampagnen risikerer at splitte mere, end den samler.
- Man risikerer at støde folk, hvis man sætter dem i bås. Når de skal tiltales på den her måde, så er det ikke sikkert, de synes det er i orden, siger hun.
Dorrit Bøilerehauge mener, at kampagnen spiller på seksuelle undertoner.
- Man vil gerne ændre adfærd hos de unge, og der forsøger man at bruge humor. Det er altid lidt et sats, fordi det støder jo lige så mange fra, som det trækker til, siger hun.
Per Eggen, der er head of corporate marketing hos AffaldVarme Aarhus, forklarer, at man har forsøgt at lave en "visuel iøjnefaldende og markant kampagne med kant".
- Jeg vil gerne beklage, hvis nogen føler sig stødt eller sat i bås af kampagnen. Det har selvfølgelig ikke været vores hensigt på nogen måde, siger Per Eggen.
Øverst i artiklen kan du høre kritikken af kampagnen, mens Per Eggen fra AffaldVarme Aarhus forsvarer den nedenfor i indslaget.