Afdød brandmand mindes med blomster ved udbrændt mark
Flere har lagt blomster på en mark ved Harlev syd for Aarhus til minde om den 41-årige brandmand, der torsdag mistede livet
Den 41-årige brandmand, der torsdag døde under arbejdet med en voldsom markbrand ved Tåstrupvej i Tåstrup nær Stjær og Harlev, bliver mindet på den udbrændte mark. Flere har valgt at sende manden en sidste hilsen med en blomst.
Ved den nu mørke og afbrændte mark ligger lørdag en del blomster på række, og ved flere af dem også små kort med hilsener til den brandmand, der på tragisk vis døde under branden i forgårs.
Læs også
Den 41-årige omkom, da en tankvogn bakkede og kørte hen over ham i forbindelse med, hvad mange betegnede som en 'uhyggelig' brand.
- En markbrand er en meget stor logistisk opgave at håndtere, og mange gange udvikler de sig nærmest eksplosivt. Vi oplevede i går, at den sprang over en vej på næsten 6 meter, sagde direktøren for Østjyllands Brandvæsen, Lars Hviid, fredag til TV2 ØSTJYLLAND.
- Har ydet heroisk indsats
- Det er svært for indsatslederen at overskue styrkerne, for det kan være svært at overskue det fysiske område. Det samme gælder de ansatte. Vi er væk fra fast vej og manøvrerer ude i terrænet, og det skal gå hurtigt, for jo mere tørt det er, jo mere kan ilden sprede sig, lød det også fra formanden for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen.
En af de borgere, der var tættest på torsdagens fatale brand, er Jan Thøgersen, hvis hus ligger på den anden side af den vej, som det lykkedes ilden at springe over.
Han er en af dem, der har lagt blomster ved marken.
- Det var voldsomt, og da det først fik fat i den uhøstede mark, var det uhyggeligt. Jeg var voldsomt bekymret for min egen ejendom, sagde han fredag til TV2 ØSTJYLLAND og fortsatte:
- Det er en heroisk indsats, de her brandmænd har ydet, og det er usædvanlig tragisk, at det skulle koste menneskeliv.
Dygtig og rutineret brandmand
Den 41-årige brandmand blev altså dræbt, da en tankvogn ført af en kollega kom til at bakke hen over ham. Forsøg på at yde førstehjælp var forgæves.
Direktøren for Østjyllands Brandvæsen, Lars Hviid, kendte den nu afdøde brandmand personligt - blandt andet fordi brandmanden har været ansat hos Østjyllands Brandvæsen i flere forskellige funktioner.
Læs også
- Han var en dygtig og rutineret brandmand med alle de kvaliteter, som alle vores brandmænd har, nemlig at de vil løfte den opgave, som Østjyllands Brandvæsen har, har Lars Hviid tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND.
Alle landets brandstationer flagede fredag på halv for at mindes deres afdøde kollega.