Afbrændingsforbud ophæves i Silkeborg: Flere kommuner kan følge trop

Regn de senere dage har fået kommunerne i Østjylland til at genoverveje afbrændingsforbuddet, der har været i hele landet efter massiv tørke

Afbrændingsforbuddet ophører i Silkeborg kommune mandag klokken 17.

Klokken 17.00 i dag vil Midtjysk Brand & Redning ophæve afbrændingsforbuddet, der har været siden 2. juli 2018.

- Det er fordi, vi har fået så meget vand, som vi har fået. Risikoen for at starte en brand er minimeret væsentligt, siger Klaus V. Hebsgaard, beredskabsinspektør, Midtjysk Brand og Redning, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Efter dødsbrand: Norddjurs vil sikre plejecentre

Afbrændingsforbuddet vil derfor være ophævet i Silkeborg og Viborg klokken 17.00 mandag. I løbet af mandag eftermiddag er afbræningsforbuddet også blevet ophævet i Horsens Kommune.

Østjyllands Brandvæsen dækker Skanderborg, Odder, Samsø og Aarhus. Her er man i gang med at bedømme, hvad man skal gøre i forhold til afbrændingsforbuddet.

- Vi overvejer lige nu. Vi skal lige have vendt situationen, tjekket tørkeindeks og nogle flere ting, siger Lars Hviid, direktør i Østjyllands Brandvæsen.

Læs også Tørken får Ivans hus til at slå revner - forsikringen dækker ikke

Hos Beredskab og Sikkerhed, som dækker kommunerne Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs, vil man ikke ophæve det foreløbigt.

- Vi fastholder ugen ud som minimum og følger med i tørkeindekset ligesom alle andre, siger Kasper Sønderdahl, beredskabsinspektør i Beredskab og Sikkerhed.

Her vil man tidligst fredag fortælle, hvis man har en ny tilgang til afbrændingsforbuddet.

Vær stadig forsigtig

Selvom Midtjysk Brand & Redning ophæver afbrændingsforbuddet klokken 17.00, opfordrer de til, at man stadig er påpasselig.

-  Vi vil stadig opfordre folk til at passe på, da det stadig er tørt. Folk skal vise agtpågivenhed med åben ild i naturen, siger beredskabsinspektør Klaus V. Hebsgaard.

I Horsens har Sydøstjyllands Brandvæsen valgt at ophæve afbrændingsforbuddet.

01:54

VIDEO: Beredskabsinspektør Bruno Alexander har slukket et stort antal markbrande denne sommer. Videoen er fra torsdag 9. august.

Luk video