Afbrænding af haveaffald skyld i brand

Den voldsomme gårdbrand i en længe på en ejendom i Støvring nord for Randers var formentlig startet på grund af et planlagt bål i nærheden

00:59

Foto: Local Eyes

1 af 2

En længe på en stor gård i landsbyen Støvring nordøst for Randers er totalt udbrændt efter en brand, der begyndte tirsdag kl. 12.30 og først var endelig slukket i morges kl. 5. Efter de foreløbige undersøgelser på stedet har Østjyllands Politi et bud på en mulig brandårsag.

- Jeg kan bekræfte, at der kort før branden havde været et bål nogle meter fra længen, hvor der blev brændt haveaffald af. Bålet har formentlig fået fat i bygningen og er skyld i den voldsomme brand, siger politiassistent Marianne Morgen til tv2oj.dk.

Se flere billeder af branden på localeyes.dk.

Vindretningen har tilsyneladende været skidt i forhold til bålets flammer. Grunden til, at Beredskab og Sikkerhed var så mange timer på stedet, var, at længen opbevarede halm.

- Det tog så lang tid, fordi længen var fyldt med halm, og det skulle vi have ud først. Ellers ville det have brændt på stedet i flere dage. Heldigvis spredte ilden sig ikke, og det er således kun den ene længe, der er stort set udbrændt, har indsatsleder hos Beredskab og Sikkerhed, Anders Dahl Jensen, tidligere fortalt.

Du kan se video optaget af Local Eyes fra Støvring og gårdbranden øverst i artiklen.