Afblæser strejke på Mols-Linien
Den varslede konflikt er aflyst
3. jul 2012, kl. 14:42
Mere end 30 dage gammel
De østjyske rejsende kan nu booke færgebilletter til ruterne Aarhus-Odden og Ebeltoft-Odden uden at frygte, at afgangene bliver aflyst.
Fagforbundet 3F har afblæst den konflikt, der var varslet mod Mols-Linien senere i denne måned.
Det sker, efter at det rengøringsselskab, der gør rent på færgerne, har skrevet under på en overenskomst. Dermed er rengøringsfirmaets litauiske ansatte nu dækket af 3F's overenskomst, oplyser Fagbladet 3F.
Underskrivelsen af overenskomsten betyder, at 3F trækker sit varsel om sympatikonflikt mod Mols-Linien i land, og at fagforbundets sømænd, trosseførere og cateringfolk ikke skal ud i en konflikt.