To af tre regeringspartier ønsker at skrotte regionerne

I rød blok ønsker man at bevare regionerne. Sygehuse skal ikke styres fra København, siger Socialdemokratiet

Den danske regioner står blandt andet for sundhedsvæsenet. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Regeringspartierne Liberal Alliance og De Konservative ser gerne regionerne afskaffet. 

Venstre er åben for "strukturelle ændringer". Men partiet vil bevare regionerne, hvis hovedopgave er at styre det danske sundhedsvæsen.

I rød blok vil man bevare regionerne. 

Læs også Politisk forslag: Giv normalvægtige børn 22.000 kroner

Debatten om regionernes fremtid er igen til debat. Det sker, efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til Politiken har udtalt, at regionerne skal afskaffes i forbindelse med den nye sundhedsreform.

Forhandlinger til efteråret

Den skal der forhandles om i efteråret. Men det er den forkerte vej at gå. Det mener Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.

- Det er ikke løsningen på sundhedsvæsnets udfordringer at nedlægge regionerne. Svaret er at videreudvikle regionerne og styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i alle dele af Danmark, siger han.

Det er ikke løsningen på sundhedsvæsnets udfordringer at nedlægge regionerne. Svaret er at videreudvikle regionerne og styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i alle dele af Danmark.

Nicolai Wammen, Socialdemokratiets politiske ordfører

- Når man taler om at nedlægge regionerne, så vil det også betyde en centralisering. 

- Det er grundlæggende en rigtig god idé, at det eksempelvis er nordjyderne, som bestemmer, hvilken sundhedsbehandling der gives i Nordjylland. Det skal ikke være beslutninger, der flyttes til København eller andre steder, siger Wammen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har udtalt, at regionerne skal afskaffes i forbindelse med den nye sundhedsreform. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

DF: Staten skal overtage sygehusene

DF vil have, at staten overtager sygehusene. Og kommunerne skal tage sig af behandlingen før og efter et hospitalsophold.

LA's politiske ordfører, Christina Egelund, understreger over for Ritzau, at hendes parti deler DF's synspunkt på området. 

Til Politiken udtaler De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, at det endnu ikke er lykkedes med at overtale Venstre. Men at det bliver en naturlig del af forhandlingerne, når nu DF bringer det til forhandlingsbordet.

Regionerne blev dannet i 2007. Det var med nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen. Dengang var han indenrigs- og sundhedsminister. 

Læs også I kælderen på supersygehuset i Aarhus fryser de ansatte

Efterfølgende har Venstre selv talt om at afskaffe regionerne. Eksempelvis op til 2011-valget. 

I dag vil man bevare regionerne. Men regeringen vil lægge op til "strukturelle ændringer". Sådan formulerer sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) det til Politiken.

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), forstår ikke logikken bag ønsket om at nedlægge regionerne.

- Regionerne er der, fordi vi er rigtig gode til at drive sundhedsvæsnet, sagde hun tirsdag aften til Ritzau, da DF's udmelding kom ud.