Æresdoktor vinder nobelpris

Æresdoktor ved Aarhus Universitet vinder nobelprisen i kemi.

Foto: STR - Scanpix

En af årets nobelprisvindere har tætte relationer til Østjylland. Den norskfødte amerikaner Peter Agre er netop blevet udnævnt til æresdoktor ved Aarhus Universitet, og i dag modtog han den suverænt største pris indenfor sit felt, nobelprisen i kemi.

Den 54-årige amerikaner modtog prisen sammen med kollegaen Roderick MacKinnon. Peter Agre har i 12 år haft et tæt forskningssamarbejde med professor, dr.med. Søren Nielsen fra Vand og Salt Centret ved Aarhus Universitet.

Amerikaneren er professor i biologisk kemi og intern medicin ved John Hopkins Universitet i Baltimore. Han kommer til Århus igen allerede den 24. og 25. oktober, hvor han er hovedtaler ved et symposium arrangeret af Aarhus Universitet.