Ældreplejen i bund
Ældreplejen i Aarhus får bundkarakter
Ældreplejen er det område af seks, der får lavest karakter, når aarhusianerne skal bedømme kommunens serviceniveau.
På en skala fra 0 til 10 kommer ældreplejen ud med et 5-tal, viser en meningsmåling, som Rambøll/Analyse Danmark har foretaget for JP Aarhus.
Børnepasning, trafik og veje samt skoler ligger en anelse højere, men alle under 6, hvorimod sport- og fritidstilbud og kulturelle tilbud skiller sig ud med tilfredshed over 7.
Når ældreplejen ligger lavest, tager ældrerådmand Dorthe Laustsen (SF) det som udtryk for, at nu er der skåret nok på ældreområdet:
- Det er en appel fra borgerne om, at nu skal vi ikke røre mere ved det område. I vore egne tilfredshedsundersøgelser svarer 95 pct. af de ældre, at personalet er imødekommende, hjælpsomt og lyttende. Folk er altså tilfredse med hjælpen, når den kommer, men de vil gerne have mere af den, udtaler Dorthe Laustsen til avisen.