Ældre skal bades af velkendte hjemmehjælpere: - Det vil give ro
Med Aarhus Kommunes nye sparekatalog bliver der penge til, at ældre får besøg af den samme hjemmeplejer. Det har været en mangel hos de ældre
Forestil dig, at der hver morgen stod et fremmed menneske ved siden af din seng, som skulle hjælpe dig enten i tøjet eller ud under bruseren. Det er hverdag for flere ældre mennesker, fordi der er så stor udskiftning i, hvilken hjemmehjælper, der træder ind af døren i de ældres hjem.
Med sparebudgettet i Aarhus Kommune, som faldt på plads i nat, så bliver der afsat 13,9 millioner kroner til, at de ældre bliver mødt af en forsøgsordning kaldet ”Kendt Hjemmehjælper”. Så de så vidt muligt får besøg af en velkendt hjemmehjælper.
Læs også
Inga Marie Jakobsen er en af de ældre, som har oplevet stor frustration på grund af de skiftende ansigter på hjemmehjælperen.
- Man bliver nervøs, man ligger inde i sengen og tænker: hvem kommer nu? Kender du vedkommende? Er det hende du havde i går? Eller er det en fremmed igen, fortæller Inga Marie Jakobsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun har generelt strittet meget imod at blive hjulpet i bad, hvis der kommer en fremmed medhjælper ind af døren.
- Når der står et nyt ansigt ved siden af sengen hver dag, det kan jeg ikke lide, så derfor går jeg rigtig meget op i at få en fast, fortæller Inga Marie Jakobsen.
Det er netop den usikkerhed, som ”Kendt Hjemmehjælper” skal forsøge at mindske hos de ældre.
- Hvis du er vant til at Ruth eller Kaj kommer til dig, og dem er du rigtig glad ved, så kan de komme noget tiere. Det prøver vi på. De kan selvfølgelig ikke arbejde 24 timers døgnvagt, men så lidt udskift som muligt, og dem du har den bedste kemi med, fortæller Jette Skive (DF), rådmand, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune.
Mulighed for flere penge
Det er en ordning, som Jette Skive har kæmpet for i lang tid, fordi hun kender til problematikken.
- Fordi jeg ved, at rigtig mange af vores beboere er utrygge ved, at der kommer så mange fremmede ud og ind af deres dør hver dag, så det der med at få et kendt ansigt, det er simpelthen noget, jeg vil have, udtaler Jette Skive.
I 2019 bliver der nu tilført 4,4 millioner kroner til ordningen og yderligere 8,8 millioner i 2020.
- Hvis det har vist sig at være positivt, så er der penge til, at vi kan fortsætte, siger Jette Skive.
Med den nye ordning håber Inga Marie Jakobsen på, at det kan få væsentlig betydning for hendes dag.
- Jeg håber, at der bliver ro, at jeg får ro, når vedkommende kommer ind ad døren, siger hun.
Men helt optimistisk, det tør hun endnu ikke at være.
- Jeg håber, men jeg vil gerne se det først, udtaler Inga Marie Jakobsen.