Ældre sejler op og ned ad åen
Plejehjemsbeboere i Randers kan nu få oplevelser på vandet
Flere steder på plejehjemmene har man busser og cykler til rådighed, som kan transportere de ældre beboere rundt i landet.
I Randers går man nu skridtet videre og tilbyder ture på vandet med en af kommunens såkaldte handicapbåde.
Det kan lade sig gøre, fordi Randers Kommune samarbejder med Randers Naturcenter, der har de to både 'Isfuglen' og 'Guldsmeden' til rådighed.
Muligheden for sejlture har fået social og sundhedsassistent Susanne Jensen fra Områdecenter Nord i Randers til på eget initiativ at tage et duelighedsbevis i sejlads, som giver hende kørekort til at betjene en båd.
Hun kan derfor nu invitere de ældre med en tur på Gudenåen. Selvom det måske ikke lyder af så meget, så har netop sejlturene stor effekt. For mange af beboerne er turene som et dyk ned i minderne, fortæller hun:
- Mange randersborgere har jo brugt området hernede i hele deres liv, og det fremkalder minder - ligesom de begynder at fortælle om deres barndoms dyrehold, siger Susanne Jensen i en pressemeddelelse.
Hun fortsætter:
- Vi oplever også, at de ældre bliver mere udadvendte og ressourcestærke, når de kommer ud og får en god oplevelse. De kan pludselig gå længere, end de plejer
Det er ikke kun plejecentre, hvor personalet har et sejlbevis, som kan bruge bådene. Alle centre i Randers Kommune kan booke en tur ved at tage kontakt til naturcentret, lyder opfordringen fra Randers Naturcenter.