Ældre mand landede på taget
Mandlig bilist blev blændet af solen, påkørte bil og landede på taget i Hadsten
En ældre mandlig bilist fik sig noget af en forskrækkelse, da han tirsdag formiddag kom kørende på Vestergade i Hadsten.
Han blev blændet af solen og var derfor ikke opmærksom på en bil, der var parkeret op mod kantstenen. Han påkørte bilen og væltede rundt på taget.
- Manden var blevet hjulpet ud af bilen, da vi ankom til stedet. Han fik hjælp af nogen, der havde hørt uheldet, og han har fået lidt knubs, men ellers er han uskadt, fortæller Anders Dahl Jensen, der er indsatsleder ved Beredskab & Sikkerhed til tv2oj.dk.
Sad fastklemt efter uheld i trafikeret kryds
Manden blev kørt med ambulance til tjek i Randers, og han skal nu ud på markedet for at købe en ny bil.
- Han kørte i en lille Hyundai, og den er totalskadet. Hele taget blev trykket ned, og motorhjelmen har også taget skade, fortæller Anders Dahl Jensen.
Brandfolkene brugte en halv times tid på at rydde op efter ulykken, men nu kører trafikken igen ugeneret på Vestergade i Hadsten.