Ældre mand blev skubbet omkuld

Politiet efterlyser tre voldelige teenagere efter episode i Randers

Foto: Google Maps

En 67-årig mand blev mandag eftermiddag overfaldet af tre unge mænd på Garnisonsvej i Nordbyen i Randers.

Ifølge Østjyllands Politi blev den ene af mændene aggressiv, fordi den ældre mand fortalte ham, at han ikke måtte køre på scooter på stisystemerne.

Den påtale tog den unge mand ilde op og blev ifølge vidneforklaringen opfarende. Kort tid efter kom to andre unge, formentlig hans venner, kørende til stedet på deres scootere.

Den 67-årige mand kunne godt fornemme, at der var noget galt og forsøgte at tage billeder af dem med sin mobiltelefon.

Det provokerede mændene, som gik hen til den 67-årige og skubbede ham hårdt i brystet, så han væltede omkuld:

- Han falder og slår sig hårdt mod en stolpe med smerter i ryg, hofte og underarm til følge. Derefter tager de hans briller af og smider dem ind i en busk, siger politiassistent Marianne Morgen til tv2oj.dk.

Gruppen nøjedes ikke med at være voldelig, men stjal også efterfølgende den ældre mands mobiltelefon.

Overfaldet skete omkring klokken 15.43 mandag eftermiddag.

Signalement af mændene

A) Den ene beskrives som dansk af udseende, 16 år gammel og 175-180 centimer høj. Han var almindelig af bygning, havde lyst, kort hår med hanekam/kort i siderne og med lidt længere hår på toppen.

Han var iført en rød dunjakke, blå cowboybukser og kondisko. Han kørte på en scooter muligvis af mærket PGO.

B) Den anden mand beskrives som afrikansk af udseende, 16-17 år gammel og 175-180 centimeter høj. Han var almindelig af bygning, havde sort hår, markerede kindben og var meget mørk i huden.

Han var iført en sort kasket, sort tynd jakke med hætte over hovedet og sorte bukser. Han kørte også på en scooter muligvis af mærket PGO.

C) Den tredje og sidste mand beskrives som dansk af udseende, 16-17 år gammel og 175-180 centimeter høj. Han var almindelig af bygning og var iført en lys jakke og cowboybukser. Han kørte også på en scooter muligvis af mærket PGO.

Fælles for de tre unge mænd var, at de alle talte dansk under episoden.