Ældre borgere udsat for tyveri
Stjal 52.800 kroner fra ældre mellem 73 og 92 år
Fem ældre borgere mellem 73 og 92 år fik til sammen stjålet 52.800 kroner på kun tre timer i går.
Tyverierne skete fem forskellige steder i Østjylland, og de fire af dem i supermarkeder, hvor de ældre var ved at handle.
Det første tyveri skete i Ebeltoft, hvor en 92-årig kvinde fik stjålet sin ung, da hun netop havde betalt for sine varer. Derefter gik turen over Grenaa, Hinnerup, Aarhus og Malling.
- Det er overvejende sandsynligt, at det er den samme persongruppe, der står bag flere af forholdene, siger politikommissær, Mogens Brøndum fra Østjyllands politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kan være østeuropæere
Der forligger ikke noget signalement af personerne, men tyverierne er begået af mindst både en mand og en kvinde.
- Vi har tidligere set østeuropæere stå bag denne form for tyverier, og vi kan ikke afvise, at det også denne gang er østeuropæer der står bag, siger Mogens Brøndum.
I et enkelt tilfælde blev en kvinde med rollator bestjålet, da en kvinde tilbød at hjælpe hende med at pakke hendes varer i et supermarked. I et andet tilfælde blev en ældre mand skubbet til inde i et supermarked, og da han kom var pungen væk.
- Vi må opfordre folk til at være ekstra opmærksomme i juletiden, hvor der kan opstå skubben og masen i travlheden, og ikke opbevare større kontante beløb på sig ad gangen, når man går ud, siger Mogens Brøndum.