Ældre ægtepar udsat for groft hjemmerøveri

Et indbrud i en villa på Strandvangsvej i Aarhus-forstaden Skæring udviklede sig voldsomt mandag kort før midnat

Røveriet blev begået mod en villa på Strandvangsvej i Egå ved Aarhus. Foto: Google Street View

Et ægtepar lå og sov i deres hjem på Strandvangsvej i Skæring ved Aarhus, da de sent mandag aften fik besøg af to indbrudstyve. Manden i huset kom op at slås med en af gerningsmændene, der slog ham flere gange på kroppen med et medbragt koben.

- To maskerede gerningsmænd havde knust en rude i terrassedøren og trængt ind i huset. Herefter gik de ind i soveværelset til parret, der var vågnet af larmen. Her råbte de, at de ville have de penge, der var i huset, forklarer Østjyllands Politi om optakten til overfaldet.

Læs også Mand med fipskæg har meldt sig selv: Var efterlyst for røveri

Herefter modsatte manden i huset sig ordren og endte altså i slagsmål med en af indbrudstyvene, og dermed udviklede indbruddet sig til et hjemmerøveri. Manden blev slået på sine ben og lår.

- Under overfaldet gik en alarm i gang, som også aktiverede kvindens telefon. Det fik gerningsmændene til at hive telefonen ud af hånden på kvinden og flygte fra stedet uden andre værdier, oplyser politiet.

Røveriet blev begået mod en adresse i Skæring nordøst for Aarhus.  Foto: Google Maps

Manden slap med sår og mærker på ben og arme efter kobenet. Kvindens telefon blev efterfølgende fundet uden for huset af en hundepatrulje.

Ægteparret er kommet med signalementer af de to røvere, og de kan ses herunder:

Signalementer

Gerningsmand 1:
- Talte dansk med mellemøstlig accent
- 180-185 cm høj
- Ca. 20-30 år gammel
- Iført sort hættetrøje med hvid snor og lyse bukser
- Maskeret med maske/hætte
- Havde et ca. 50 cm langt, slidt, kraftigt, rødt koben i hånden

Gerningsmand 2:
- Talte dansk med mellemøstlig accent
- Ca. 175-180 cm høj
- Ca. 20-30 år gammel
- Iført sort hættetrøje og lyse bukser
- Maskeret med maske/hætte
- Medbragte lommelygte

Kilde: Østjyllands Politi