Ægtepar søger redningsmænd: Stoppede trafikken for at hjælpe Mary
Tirsdag eftermiddag snublede Mary Thunbo i et fodgængerfelt i Randers og kom alvorligt til skade. Tre unge mænd hjalp hende på sygehuset
71-årige Mary Thunbo og hendes mand Jens-Ole søger tre unge, der tirsdag kort efter kl. 13 agerede redningsmænd, da Mary faldt og slog sig i et fodgængerfelt over Jernbanegade i Randers.
- To bilister stoppede op og satte bilerne på skrå, så de spærrede trafikken. Og så fløj tre yngre mænd ud for at hjælpe Mary. De fulgte hende helt op på sygehuset, fortæller Jens-Ole Thunbo til TV2 ØSTJYLLAND.
Mary Thunbo havde slået hovedet ret kraftigt, men har det efter omstændighederne okay.
Fik ikke sagt tak
- Min kone har fået en lille blødning i hjernen og en flænge ved øjet, som gør, at hun næsten ikke kan åbne det øje. Hun skal tage den med ro, siger Jens-Ole Thunbo.
Ægteparret ønsker nu at komme i kontakt med de tre unge mænd, som de beskriver som værende af fremmed herkomst.
Læs også
- Hvis det kan lade sig gøre, vil vi meget gerne møde dem og sige tak. Det gik så stærkt det hele, så Mary fik slet ikke påskønnet deres hjælp, siger Jens-Ole Thunbo.
På Facebook siger parret, at redningsmændene meget gerne må kontakte dem på tlf. 29438132.