Ægtepar skal betale 350.000
Dømt for ulovlig udlejning af fire sommerhuse
Vestre Landsret har kendt et ægtepar fra Silkeborg skyldig i ulovlig udlejning af fire sommerhuse. Ægteparret har i en 16-måneders periode udlejet sommerhusene erhvervsmæssigt uden Naturstyrelsens tilladelse.
Ægteparret blev hver især idømt en bøde på 40.000 kr. Derudover blev der samlet konfiskeret et udbytte ved udlejningen på 350.000 kr.
- Man skal have Naturstyrelsens tilladelse, hvis man udlejer mere end to sommerhuse. Har man et eller to sommerhuse, så skal man have tilladelsen, medmindre man også bruger begge huse privat, fortæller specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Annette Nørby, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Dommen er nyskabende, da der ikke hidtil har været praksis for konfiskering i denne type sager.
- Jeg er meget tilfreds med dommen, der betyder, at det ikke længere økonomisk kan betale sig at overtræde sommerhusloven, siger Annette Nørby.
Retten fastsatte ægteparrets fortjeneste ved den ulovlige sommerhusudlejning med udgangspunkt i en opgørelse af lejeindtægter, der var udarbejdet af udlejningsbureauet.