Mistede hustru i trafikulykke: Nu har tyv stjålet familiens minder
Tirsdag døde en 40-årig kvinde i en tragisk trafikulykke nær Randers. Få dage senere var der indbrud i familiens hjem, hvor blandt andet en MacBook blev stjålet med alle familiens billeder
Kun få døgn efter at en kvinde fra Bredballe ved Vejle døde i en alvorlig trafikulykke på motorvej E45 mellem Randers og Hadsten, har der været indbrud i familiens hjem.
Indbrudstyven stjal blandt andet en MacBook fuld af familiens private billeder, en bærbar computer, samt ikke mindst en masse personlige smykker, som alt sammen tilhørte den nu afdøde kvinde.
Læs også
Ægtemanden er naturligvis i stor sorg, og fortvivlet over, at en masse minder nu også er forsvundet. Nu udlover ægtemanden en dusør til dem, der kan give stjålne minder tilbage.
Det har ført til, at den afdødes svigerinde, Marianne Juul Larsen, på Facebook efterlyser de stjålne effekter og udlover en dusør til den eller de personer, der kan få både MacBook, computer og den afdøde kvindes smykker tilbage til familien.
- Jeg skriver dette opslag på min storebrors vegne. Han mistede i tirsdags sin højt elskede kone i en tragisk soloulykke på motorvejen. Efterfølgende havde han indbrud i deres hus i tidsrummet mellem onsdag kl. 12 til torsdag eftermiddag. Her er tyvene gået efter hendes smykker, og hendes MacBook computer, som indeholdte alle deres fælles billeder. Min bror er selvfølgelig knust efter at have mistet sin kone, og nu ganske forståeligt også rigtig ked af, at alle deres billeder er stjålet, skriver svigerinden Marianne Juul Larsen på sin Facebook-side.
Foreløbigt er opslaget blevet delt flere end 43.000 gange i hele landet.
TV SYD har været i kontakt med svigerinden Marianne Juul Larsen, der ikke ønsker at uddybe sagen yderligere.