Advokat tilstår underslæb

Randers-advokat begik fire gange underslæb for i alt 400.000 kr. fra klientkontoen.

En lokal advokat tilstod i retten i Randers i går fire tilfælde af underslæb til omkring 400.000 kroner, skriver Randers Amtsavis. Forklaringen gik på svære økonomiske vanskeligheder.

Skifteretten i Randers anmeldte underslæbet i april 2003, og da kriminalpolitiet gik ind i sagen, valgte Inge-Marie Lyngs selv at deponere sin bestalling.

I retten forklarede Lyngs beredvilligt, at hun i fire tilfælde uberettiget havde skrevet checks ud fra klientkontoen. Første gang for at betale en restance til Told og Skat, anden og tredje gang for at betale erstatning til en klient, hun havde rådgivet forkert. Det sidste forhold var 45.000 kroner, som Inge-Marie Lyngs hævede på klientkontoen til driften af advokatfirmaet - blandt andet til løn.

Der falder dom onsdag 7. juli.