Advokat til sex-anklaget psykolog: Psykolognævn hænger min klient ud

Forsvareren i sagen mod en psykolog sigtet for at have sex med en klient, kritiserer nu Psykolognævnet for at hænge manden ud på deres hjemmeside

Advokat Klaus S. Rasmussen er bange for, at en sag mod en sigtet psykolog allerede er begyndt, før den er kommet for retten.

Opdatering

Den 30. august er psykologen i sagen nu formelt tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at få samleje og anden kønslig omgang end sex med en klient. Anklageren ønsker også at fratage ham retten til at praktisere som psykolog.

Det er første gang nogensinde, at Psykolognævnet har taget helt nye regler i brug og valgt at offentligøre både navn og detaljer i sagen om en psykolog sigtet for sex med en klient. 

Advokat Klaus S. Rasmussen skal forsvare psykologen fra Aarhus. Han finder det stærkt problematisk, at psykologens navn og store dele af sagen allerede kan læses på nettet.

Læs også Psykolog frataget autorisation: Sigtet for at have sex med klient

Oplysningerne fremgår af Psykolognævnets hjemmeside, hvor der i en afgørelse om at fratage psykologens autorisation i seks måneder står detaljeret beskrevet, hvad psykologen skulle have udsat kvinden for.

- For det første synes jeg ikke, at min klient skulle have frataget sin autorisation, før straffesagen er afsluttet. Derudover hører det ingen steder hjemme at hænge ham ud med så mange oplysninger på nettet, siger advokaten Klaus S. Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi frygter en folkedomstol, og det er meget uhensigtsmæssigt, fortsætter han.

01:45

VIDEO: En mandlig psykolog fra Risskov ved Aarhus har mistet sin autorisation i seks måneder, da politiet har sigtet ham for at udnytte en klient.

Luk video

Overholder bare loven

Han præciserer dog, at straffesagen og fratagelsen af psykologens autorisation er to forskellige ting, men de bliver alligevel til en vis udstrækning blandet sammen på nævnets hjemmeside.

Indtil videre er den sigtede psykologs image og omdømme i hvert fald allerede blevet svækket, mener forsvareren, der ikke udelukker, at han og den sigtede vil søge erstatning, hvis han bliver frikendt.

Vi frygter en folkedomstol, og det er meget uhensigtsmæssigt.

Klaus S. Rasmussen, forsvarsadvokat

Psykolognævnet ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag, men mener, at man overholder loven.

- Ifølge loven skal vi offentliggøre afgørelser, der handler om at tage autorisationen fra en psykolog, oplyser afdelingschef hos sekretariatet, Erling Brandstrup, til TV2 ØSTJYLLAND.

Selvom den sigtede psykolog har fået frataget sin autorisation af nævnet og altså afventer en straffesag, fortsætter han behandlinger på klinikken i Risskov – nu bare som ikke-autoriseret psykolog. Det paradoks møder kritik fra flere sider.

Reglerne bør skærpes

Reglerne på psykolog-området er nemlig strikket sådan sammen, at Psykolognævnet kun kan fratage psykologen hans autorisation og ydernummer samt offentliggøre hans navn på deres hjemmeside, men ikke forhindrer ham i at fortsætte som psykolog uden autorisation.

Formanden for psykologforeningen Eva Secher ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, men mener, at reglerne bør skærpes.

Læs også Efter sex-anklager: Psykolog kan fortsat praktisere

- Hvis man begår noget alvorligt som autoriseret psykolog, så kan ydernummer og autorisation fjernes. Men psykologen kan fortsat kalde sig for psykolog. Vi ønsker, at der skabes mulighed for, at Psykolognævnet kan handle yderligere i særligt alvorlige tilfælde, siger hun og uddyber:  

- Ingen er jo mere interesserede end os i, at vores fag ligger uantastet. Borgerne skal kunne regne med, at tingene er i orden, når de opsøger en psykolog.

01:21

VIDEO: Her kan du se et interview med Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

Luk video

Burde ikke kunne kalde sig psykolog

Man behøver altså ikke autorisation for at kunne arbejde som psykolog, og det bekymrer formanden for Sind, Knud Kristensen.

- Vi så gerne, at der var mere styr på, hvem der har lov til at hjælpe for eksempel psykisk sårbare mennesker, siger Knud Kristensen. 

Jeg kunne sagtens forestille mig, at man også skulle have frataget retten til at kalde sig psykolog, hvis man var dømt for at have misbrugt sine patienter.

Knud Kristensen, formand for Sind

- Hvis man sørger for kun at gå til en psykolog, der er autoriseret, så har man en sikkerhed. Men det føler vi os ikke overbevist om, at patienterne er klar over. Jeg kunne godt tænke mig nogle skarpere regler for, hvem der overhovedet må tage sig af at hjælpe folk, som har psykiske problemer. 

Han så gerne, at man også kunne pille ved psykologers ret til at kalde sig psykologer. 

- Hidtil har vi gået ud fra, at hvis man bare fjernede psykologernes autorisation, så havde patienterne en beskyttelse, men der er noget, der tyder på, at det ikke er nok. Derfor kunne jeg sagtens forestille mig, at man også skulle have frataget retten til at kalde sig psykolog, hvis man var dømt for at have misbrugt sine patienter.

02:27

VIDEO: Knud Kristensen fra Sind vil pille ved psykologers ret til at kalde sig psykologer, hvis de bliver dømt.

Luk video

Helt barokt

Psykiater Henrik Day Poulsen er helt enig:

 - Det virker helt barokt, at denne her psykolog kan fortsætte med at behandle patienter. Så der mener jeg, at man skal se på, om denne her praksis skal fortsætte.

Med til at gøre systemet endnu mere skævt er det også, at Psykolognævnet ikke længere skal føre tilsyn med psykologer, som har fået frataget autorisationen.

Læs også Sørgende unge bliver hjulpet videre med gratis psykologhjælp

- Når Psykolognævnet fratager en psykolog sin autorisation, så kan nævnet ikke længere føre tilsyn med psykologen, men psykologen kan fortsat praktisere. Det er uhensigtsmæssigt, siger Michael Kaster, der er psykolog og formand for de Børnesagkyndige Psykologer i Dansk Psykolog Forening.

Han fortsætter med endnu en tankevækkende detalje om reglerne:

- Når man som psykolog har en autorisation, så betyder det, at man er underlagt Psykologloven. Ikke-autoriserede psykologer er ikke underlagt Psykologloven.

04:44

VIDEO: I interviewet her sætter psykiater Henrik Day Poulsen flere ord på, hvorfor reglerne i dag er problematiske.

Luk video

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med den sigtede psykolog, men han ønsker ikke at udtale sig i sagen.