Advokat til mødre med deltidsarbejde: Det er risikabelt

Det er tabubelagt at tale om skilsmisse, når man lige er blevet forældre. Men arbejder den ene kun deltid, er det vigtigt at sikre sig økonomisk

Kvinder, der vælger at gå ned i tid for at få hverdagen til at hænge sammen, udsætter sig selv for en økonomisk risiko, hvis ikke parret i fællesskab sikrer kvinden, siger advokat Henriette Lyhne. Foto: Colourbox - genrefoto

Har I tænkt på, at I som par skal sikre den ene part økonomisk, hvis vedkommende arbejder mindre for at bruge mere tid med børnene?

Det spørgsmål bør børnefamilier stille sig selv, mener advokat Henriette Lyhne, der er en del af Randers Kommunes tilbud til kommende og nybagte forældre, Familieiværksætterne.

Jeg ser dog ofte, at det kan være svært for mødre at kræve en økonomisk løsning.

Henriette Lyhne, familieadvokat

Mere end en tredjedel af danske kvinder arbejder i dag deltid - en del af dem for at få enderne til at hænge sammen i en travl hverdag med børn.

Men i følge familieadvokat Henriette Lyhne er det meget vigtigt at huske på at der er også udfordringer forbundet med at én i forholdet arbejder mindre end den anden. For mange parforhold og ægteskaber ender desværre med brud eller skilsmisse - faktisk bliver over 40 procent i følge Danmarks Statistik skilt, hvilket, i tilfælde hvor den ene part har arbejdet væsentligt mindre end den anden, vil betyde store forskelle i pensionsopsparingerne. 

Her følger nogle retningslinjer, som familieadvokat Henriette Lyhne opfordrer til, at man som par tager højde for, hvis man som familie kaster sig ud i deltidsløsningen.

Hvad skal man overveje, hvis man enten er gået på deltid eller overvejer at gøre det?

Familieadvokat, Henriette Lyhne svarer: Først og fremmest er det væsentligt, at man gør sig klart, at man udsætter sig selv for en risiko ved at gå ned i tid. Og det er noget, man bliver nødt til at drøfte med sin partner. Jeg ser dog ofte, at det kan være svært for mødre at kræve en økonomisk løsning. Det er meget tabubelagt.

Hvad er de største udfordringer ved, at mange kvinder vælger at arbejde mindre end partneren?

Familieadvokat, Henriette Lyhne svarer: Desværre siger statistikken jo, at mange par enten går fra hinanden eller bliver skilt. Og så er det altså træls, at den ene part tager meget mere med i pensionsopsparing end den anden, der har ”ofret” sig, og kun har arbejdet deltid. Går man ned på deltid i en årrække svarende til en enkelt fridag i ugen, står man så og mangler en femtedel af sin pensionsopsparing i denne periode. Det bliver til rigtig mange penge efter en årrække. Dertil skal det siges, at sjældent er sådan, at man går op i tid igen.

Hvis man er gift, kan en ægtepagt så være en løsning?

Familieadvokat, Henriette Lyhne svarer: Både ja og nej. Mange vil gerne udligne deres pension, men som loven er i dag, kan man faktisk ikke dele hele pensionen. Det vil sige, man kan godt lave en pensionsdelingsægtepagt, så vedkommende på deltid får del i ægtefællens rate- og kapitalpensioner, hvis parret skilles. Men af skattemæssige årsager tegnes ikke så mange af disse pensionsopsparinger. Mange opretter en livrentepensionsopsparing, og den kan, som loven er nu, ikke deles.

Hvad skal man som par gøre, hvis man vil sikre personen, der arbejder deltid?

Familieadvokat, Henriette Lyhne svarer: Der er i hvert fald to ting, man kan gøre.

1. Har man økonomisk råderum til det, kan man få beregnet, hvor meget den person, der arbejder fuldtid, skal indbetale ekstra på personen på deltids pensionsopsparing, så vedkommende ender med det samme i pension, som hvis du var på fuld tid. Dette kan dog være svært at finde penge til for mange, da hustanden jo i forvejen står i en situation, hvor den mister indtægt ved, at den ene kun arbejder deltid.

2. Man kan aftale et særeje, som tilfalder den person, der arbejder deltid, hvis parret eksempelvis ejer et sommerhus eller har andre aktiver.

Hvad er dit råd til nybagte forældre, hvor den ene part gerne vil arbejde på deltid?

Familieadvokat, Henriette Lyhne svarer: Man har selvfølgelig hovedet er fuldt med alt muligt andet. Og som sagt er det helt tabubelagt at tale om skilsmisse i en situation, hvor man lige er blevet forældre. Men jeg vil klart anbefale, at man kontakter en fagperson for at få løbet tingene igennem. Det er en kompleks udfordring, og vi er nødt til at kende folks situation, så vi kan lave en skræddersyet løsning til den enkelte familie.

Er du mor, og har du lyst til at være en del af et fælleskab med andre mødre? Så bliv en del af TV2 ØSTJYLLANDs morklub på Facebook lige her.