Advarslerne blev hørt - omstridt redningsbåd vender tilbage

Fremtiden for redningsbåden i Odder har tidligere bragt sindene i kog. Nu er fremtiden for båden dog afklaret.

Den knaldrøde redningsbåd vender tilbage til brandstationen i Odder. Arkivfoto.

Hvis man kommer i havsnød i Kattegat, er der i fremtiden en chance for, at man kan blive fisket lidt hurtigere op af vandet.

I hvert fald hvis man er havnet i havet i nærheden af de kyster, der ligger tæt på Odder.

Læs også Redningsbåden kommer ikke tilbage til Odder

For præcis et år siden - i juni 2018 - besluttede et flertal af politikerne i kommunalbestyrelsen i Odder, at der ikke var penge til at beholde redningsbåden på den lokale brandstation. På det tidspunkt var båden allerede sat ud af drift nogle måneder forinden.

Nu har Østjyllands Brandvæsen imidlertid besluttet sig for at hente båden tilbage til Odder. Det sker oven i købet på en måde, så byrådspolitikerne på det nærtliggende rådhus undgår at hente ekstra penge op af kommunekassen.

- Vores kerneopgave er at skabe tryghed. Og det skal vi selvfølgelig holde fast i, siger direktør i Østjyllands Brandvæsen Kasper Sønderdahl til TV2 ØSTJYLLAND.  

Vi er virkelig taknemmelige.

Lisbeth Bonde, formand for Saksild og Omegns Lokalråd

Beslutningen glæder blandt andre Lisbeth Bonde, der er formand for Saksild og Omegns Lokalråd. Ligesom flere andre beboere og politikere har hun advaret mod at spare redningsbåden væk.

- Det er jeg rigtig glad for. Det er det, vi har kæmpet for, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg er rigtig glad på områdets vegne. Vi er virkelig taknemmelige.

Kommer hurtigere frem

Fordi Odder mistede sin redningsbåd sidste år, tager det i øjeblikket længere tid at nå frem, hvis eksempelvis nogle sejlere er i havsnød.

Responstiden fra Odder til kysten er vurderet til at være 11 minutter, mens responstiden er det dobbelte, hvis båden skal sendes af sted fra Aarhus.

Læs også Politikere og lokale vil have redningsbåd tilbage til Odder

Formelt er redning på havet en statslig opgave, og Søværnets helikopter kan være på pletten i løbet af 42 minutter.

Østjyllands Brandvæsen er bekymret for, at det kan blive fatalt ikke at have en båd fast i Odder. Derfor har den nytiltrådte beredskabsdirektør, Kasper Sønderdahl, besluttet, at båden skal vende tilbage.

Brandvæsnet vurderer, at omkostningerne til at få båden tilbage er forholdsvis små. Båden er løbende blevet renoveret og vedligeholdt og er derfor i god stand.

Derudover er redningsmandskabet på stedet allerede uddannet i at bruge båden.

Læs også SF bakker også op om redningsbåd i Odder

- Vi har fået en fornuftig brandchef, som jeg er rigtig tryg ved. Den nye brandchef bruger nogle af de samme argumenter, som vi har slået på. Nu skal vi bare se fremad, siger Lisbeth Bonde fra Saksild og Omegns Lokalråd.

Østjyllands Brandvæsen er i fællesskab ejet af Aarhus, Odder, Skanderborg og Samsø kommuner.

Redningsbåden vender tilbage til Odder senest den 1. juli.

02:10

VIDEO: Redningsbåden giver tryghed. Sådan lød det sidste år fra formanden for Odder Roklub, Inger Lise Rasmussen. Videoen er fra 26. marts 2018.

Luk video