Advarsel: Usynlig is på vejene

Sort is måske skyld i dødsulykke ved Randers

01:41

1 af 2

En 42-årig kvinde og hendes syvårige søn mistede fredag morgen livet i en trafikulykke nord for Randers på grund af det glatte føre.

Nu advarer Østjyllands Politi mod det såkaldte sorte is, der kan forårsage spejlglatte veje og er næsten umuligt at se.

Sort is opstår, når temperaturen falder, og vand på kørebanen fryser til is. Fænomenet kan være svært at se med det blotte øje, når man kører i bil. Derfor opfordrer politiet bilisterne til at være ekstra opmærksomme.

- Det er jo rigtigt svært at se, og det ligger måske især på bivejene. Men i det her tilfælde har der så også været noget på de store veje, selvom vi egentlig ikke havde regnet med, at det skulle blive frost, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Mor og søn dræbt i ulykke

Ved trafikulykken på Fårupvej nord for Randers kørte to biler sammen, efter den ene fører mistede herredømmet over sin bil. Efter ulykken advarer politiet altså nu bilisterne mod den sorte is.

- Man kan jo lige bremse og se, hvad der sker ved det eller prøve at svinge lidt med hjulene og se, om de reagerer, som de skal. Det kunne i hvert fald være en måde at se det på, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi har fredag modtaget mange andre henvendelser om det glatte føre i morgentrafikken og opfordrer desuden til, at man kører afsted i god tid og kører stille og roligt i disse kolde dage.

Se et tv-indslag om den tragiske ulykke og den sorte is i videoen øverst i artiklen.