Advarer stadig mod giftig røg
Brandvæsenet arbejder stadig
Østjyllands Politi opfordrer fortsat borgere i området omkring gårdagens brand i en lagerhal på Lystrupvej til at holde sig indendøre, indtil sirener afblæser advarslen med en lang hyletone.
- Der er stadig en masse ting, der brænder derude, og når brandfolkene hælder vand på, opstår der en masse røg og farlige dampe, og det er det, der skaber problemer, fortæller vagtchef Jens Rønbjerg fra Østjyllands Politi.
Skal man på arbejde onsdag morgen, kan man selv gå ud og tjekke luften. Lugter det forkert, bør man blive indendøre, oplyser politiet.
Fortsat vejspærringer
Der er spærret omkring branden, så brandvæsenet har plads til at udføre deres slukningsarabejde.
Lystrupvej er spærret af fra Grenaavej til rundkørslen ved Viengevej.
Viengevej er spærret af fra rundkørslen til Stokagervej - dvs. i retning mod IKEA.
Bilister der kommer fra Lystrup og skal til Grenaavej skal altså tage den tredje vej i Rundkørslen og køre af Viengevej. Bilister der kommer fra Grenaavej og skal mod Lystrup skal køre ind via Viengevej (vejen efter de mange bilforhandlere.) Det skriver Østjyllands Politi på deres hjemmeside, hvor der også står, at vejene forventes afspærrede til kl. 10.