Advarer mod nul-tolerance politik
En meget hård linje uden dialog med unge hærværksfolk kan gøre ondt værre, advarer ekspert.
Kampberedt politi, øget kontrol og systematisk social overvågning kan resultere i nye gadeuroligheder i stedet for at forhindre dem. Det advarer eksperter, efter at en række ledende politikere nu varsler en stram nultolerance-politik mod unge, som dem der i weekenden begik omfattede hærværk i Rosenhøj-kvarteret i Århus-forstaden Viby, skriver metroXpress.
- Hvis man bare kører løs med nultolerance uden at gå i dialog med de unge, opnår man ingenting. Så bekræfter man blot fjendskabet. Man er nødt til at have en fast forankret social indsats for at forhindre ny uro, siger forskningskoordinator Susanne Branner Jespersen, Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
Århus-borgmester Louise Gade (V) afviser bekymringen.
- Vi er nødt til at køre en benhård linje over for den lille, hårde kerne af ballademagere. Vi skal ånde dem i nakken og være over dem, så ordentlige og lovlydige borgere kan leve i tryghed, siger hun.