Advarer mod bioethanolfabrik
Planerne om en stor bioethanolfabrik ved Studstrup er så fyldt med usikkerhed, at amtets embedsmænd nu advarer politikerne.
Dong Energys planer om en stor banebrydende bioethanolfabrik på Elsams store kraftværk Studstrupværket ved Århus hænger i en tynd tråd.
Projektet har længe mødt voldsom lokal modstand, og nu råber også Århus Amts teknikere vagt i gevær. Det sker i en usædvanlig skarp analyse af projektet op til et vigtigt møde torsdag i amtets udvalg for miljø og trafik.
Her konkluderer amtets forvaltning, at hvis projektet gennemføres, er der risiko for, at det vil betyde en investering i et anlæg til flere hundrede millioner kroner, som ikke kan udnyttes på grund af problemer med spildevandet.
Forvaltningen advarer direkte amtsrådspolitikerne om, at man risikerer at komme under stort pres for, at virksomheden med henvisning til den store investering alligevel vil forsøge at få lov til at udlede spildevand ud over de acceptable grænser. /ritzau/