Advarer mod billethajer
Pas på billethajer i festivalsæson
Skanderborg Festival står snart for døren. Men annonceaviser advarer mod billethajer.
Der er massiv interesse for at afhænde og købe billetter på nettet op til sommerens store festivaloplevelser. Men man skal træde varsomt, advarer Gul&Gratis og Den Blå Avis, der advarer mod billethajer i festivalsæsonen.
Ifølge Richard Wraae, direktør for Gul&Gratis, piller avisen generelt flere suspekte annoncer af end ellers, skriver Berlingske Nyhedsbureau. Billethajerne forsøger også ofte at få de interesserede købere til at kommunikere på SMS i stedet for på Gul&Gratis, der er overvåget, fortæller han:
- Hvis kommunikationen ryger over på SMS, så skal man være opmærksom på, at man er på egen hånd,« siger Richard Wraae, som opfordrer brugerne til at holde sig fra bankoverførsler - i hvert fald inden de har billetten i hånden. Direktøren understreger dog, at der er meget få svindelsager blandt de op mod 20.000 handler, der finder sted om dagen.
Nem ID
Hos konkurrenten Den Blå Avis (DBA) gennemførte man sidste år en sikkerhedsændring, der betyder, at sælgere kan "vise sig" ved at indtaste deres nemID.
- Det betyder, at vi, køber og politiet, hvis det kommer dertil, ved, hvem sælger er. Det har i sig selv en afskrækkende effekt, siger Lene Kristensen, der er supportchef hos DBA
Det frivillige tiltag har mindsket antallet af svindelsager med 12 procent, men der er stadig folk, der forsøger at tjene penge ved at overtræde loven.
- Selv om vi gør alt, hvad vi kan for at stoppe svindlen, så er der stadig annoncer, vi må fjerne, fordi der er tale om forsøg på svindel eller sortbørshandel, siger hun.