Advarer gravide mod medicin
Øger risiko for autisme markant
Mødre, der har taget epilepsi-medicinen Valproat under graviditeten, har en markant forøget risiko for at få børn med autisme. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet.
Medicinen Valproat handles under navne som: Delepsine, Orfiril og Deprakine og er en af de mest anvendte former for epilepsi-medicin verden over, skriver forskerne.
Den nye forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus
Universitet viser, at kvinder, som tager medicinen under graviditeten, har op til fem gange øget risiko for at få autistiske børn.
Værst med infantil autisme
Forskerne bag studiet har kigget på data fra over 600.000 kvinder, som var gravide mellem 1996 og 2006. De fandt, at gravide, som havde taget valproat under graviditeten, havde en tre gange så høj risiko for at få et barn med autisme sammenlignet med børn, som ikke havde været udsat for valproat i fostertilstanden.
Drejede det sig om den sværeste form for autisme, infantil autisme, som diagnosticeres før barnet fylder tre år, var risikoen fem gange så høj.
Nogle gravide kan ikke undvære medicinen
- Det ideelle ville være, hvis gravide epilepsipatienter slet ikke blev medicineret med Valproat. Men en del gravide med epilepsi kan ikke klare sig uden Valproat, og det er derfor nødvendigt at behandle dem igennem graviditeten, selvom der er en kendt risiko forbundet med behandlingen, siger Jakob Christensen, der er afdelingslæge på Neurologisk Afdeling i en pressemeddelelse.
Det er tidligere videnskabeligt dokumenteret, at valproat kan give misdannelser hos børn. Men dette er det første større studie, der finder en sammenhæng mellem valproat og autisme hos mennesker, skriver forskerne.
Resultaterne offentliggøres i dag i et af de mest anerkendte
videnskabelige tidsskrifter - Journal of the American Medical
Association (JAMA). Læs artiklen her.