Adidas flytter til Skejby
Der skal bygges nyt domicil i det nordlige Århus, som skal huse administration og mini-version af World of Sports i Tyskland.
Adidas flytter administration og salg fra Them ved Silkeborg til Århus.
Her bygger den verdenskendte producent af sportsudstyr nyt domicil i Skejby, og det skal være klar til indflytning allerede i man næste år.
- Vi har brug for et mere attraktivt domicil på en mere central placering, og derfor har vi valgt at flytte vores danske hovedsæde til Århus fra Them ved Silkeborg. I vores markedsplan for de næste fem år har vi især København og Århus i sigte og med et hovedsæde i Århus ligger vi os tæt på indkøbskontorerne for de store sportskæder som Intersport og Sportmaster, siger Ulrik Scheibelein, pr-manager for Adidas i Danmark, ifølge JP Århus.
Det første spadestik tages i oktober, og her giver Adidas en forsmag på, hvad århusianerne kan vente sig af tilflytterne.
- Der vil vi lave en større løbe-event med hovedpersoner i Århus Kommune som løbere, og Adidas-ambassadører, som vil fortælle om løb, sundere arbejdspladser og meget mere. Så der kommer til at ske en hel masse, siger Ulrik Scheibelein til avisen.
Og Adidas har en hel masse planer.
- Vi laver en mini-version af World of Sports i Nürnberg ved Tyskland med sportsaktiviteter ved hovedsædet. Desuden har vi i samarbejde med foreninger og Århus Kommune planer om at lave events og sportsaktiviteter rundt omkring i byen, siger Ulrik Scheibelein.