ACH søger ny hovedsponsor

Aftale med Stofa udløber til sommer

Foto: Allan Baden

Siden 2007 har Stofas navn stået på forsiden af de gule trøjer hos AC Horsens - men næste sæson kommer navnet til at være et andet.

TV- og bredbåndsselskabets hovedsponsoraftale med fodboldklubben har nemlig udløb til sommer, og nu skal der findes en ny.

- Vi har været super glade for samarbejdet med Stofa, men vi nåede til enighed om, at det er på tide at prøve noget nyt, siger Henrik Ravn, der er direktør i AC Horsens, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

De to parter er dog ikke helt færdige med hinanden endnu. De har indgået en ny aftale "af en vis størrelse," og Stofa fortsætter derfor i klubben på et mindre niveau.

Hvilket firmanavn, der skal pryde klubbens trøjer, er stadig uvist.

- Vi er i dialog med flere selskaber, der er interesseret i et samarbejde. Der går nok bare noget tid, før vi har en klar aftale på plads, fortæller Henrik Ravn.