ACH sælger stort talent til FCM

Sebastian Buch rykker til Herning

Foto: AC Horsens

AC Horsens har solgt U17-spilleren Sebastian Buch til Superligaens førerhold fra FC Midtjylland.

Sebastian Buch har spillet de seneste år i AC Horsens, men nu går turen med øjeblikkelig virkning til Herning og FC Midtjylland.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i FCM, hvor jeg tror på, jeg kan udvikle mig yderligere som fodboldspiller. Jeg ved, det bliver hårdt arbejde at komme på holdet i FC Midtjylland, men jeg tager udfordringen op og vil kæmpe hårdt for det, siger Sebastian Buch til AC Horsens' hjemmeside.

Se: Nattestad retur til FCM

Her afslører han også, at FC Midtjylland ikke var den eneste klub, der havde snøren ude efter ham.

- Der var mange klubber, som henvendte sig, og det var da dejligt at mærke, at der var nogen, der havde interesse for mig. På den anden side var det også frustrerende med de mange henvendelser, da der jo var både gode og dårlige sider hos alle klubberne, hvilket gjorde beslutningen svær. Men efter mit besøg i FC Midtjylland var jeg ikke i tvivl, siger Sebastian Buch.

AC Horsens er hårdt presset på økonomien, og klubben har gennem den seneste tid gennemført en række besparelser for at få økonomien til at hænge sammen, og det var med nød og næppe, at det lykkedes for klubben at redde talentarbejdet.

Se: Talentudvikling overlever

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over at miste en spiller med Sebastian Buchs kvaliteter, men det er fuldt forståeligt qua den situation AC Horsens ungdom er i lige nu. Med Sebastians talent er det nærmest uladsiggørligt at fastholde ham i AC Horsens, og vi ønsker ham alt mulig held og lykke i FC Midtjylland, siger Nikolaj Primdal, der er talentchef i AC Horsens.

AC Horsens oplyser ikke, hvor mange penge FC Midtjylland har betalt for Sebastian Buch.