Sorte tal i AC Horsens: Overskud på over 400.000 kroner
AC Horsens fortsætter med sorte tal på bundlinjen trods mangel på hovedsponsor
Det er lykkedes for fodboldklubben AC Horsens at tjene penge på forretningen trods mangel på hovedsponsor og ingen nævneværdige spillersalg.
Resultatet for 2016 viser et overskud på 429.000 kroner.
- For AC Horsens er det selvfølgelig meget tilfredsstillende, at vi kommer ud med et overskud for andet år i træk. Det er vi glade for og stolte af. For nogle år siden lavede vi en plan for et ’turn around’, og den strategi, der er lagt, den er lykkedes, siger direktør Kristian Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
AC Horsens havde et underskud på 10 millioner kroner i 2014, men med hårdt arbejde er det altså blevet barberet fuldkommen væk.
- Vores indtægter består af tv-penge, sponsorindtægter og så er der selvfølgelig også salg af billetter og fra boder. Og så et speedway-arrangement i 2016. Resultatet er også et udtryk for, at vi er meget fokuserede på, at vi ikke skal bruge flere penge, end vi tjener, siger Kristian Nielsen.
Læs også
Klubben er stadig uden hovedsponsor – og der er heller ikke noget konkret i spil. Men Kristian Nielsen har ikke opgivet håbet om at få flere sponsorkroner i kassen i 2017.
- Jeg håber, vi får en hovedsponsor på, men vi har ikke nogen aftale, så der er ingen sikkerhed for det. Det ville give mulighed for at investere lidt mere i spillertruppen eller organisationen, siger direktøren.