AC Horsens-træner ønsker større bredde i truppen

Truppen i AC Horsens skal være bredere, mener Bo Henriksen. Direktør Kristian Nielsen er tilfreds med truppen.

Bo Henriksen og AC Horsens måtte mandag aften rejse fra Aarhus uden point.

AC Horsens spillede mandag aften en skidt kamp, da holdet tabte 0-2 ude til AGF.

Efter kampen var AC Horsens-træner Bo Henriksen tydelig omkring, at han ønsker flere spillere i truppen, inden transfervinduet lukker 2. september.

- Truppen er ikke bred nok lige nu. Vi skal have snakket med vores bestyrelse og fundet ud af, hvad økonomien tillader.

Læs også Offensive profiler sikrer AGF sæsonens første sejr

- Hele vejen rundt er vi lidt sårbare, idet vi kun er 16 markspillere plus to ungdomsspillere i vores bruttotrup. Så det er klart, at vi godt kan bruge flere offensive spillere og måske nogle backs også, siger Bo Henriksen.

 AGF's Mustapha Bundu scorede til 2-0 i aftens kamp.

Gang i svingdøren

I sommerens transfervindue har der været gang i svingdøren i Horsens. 12 spillere har forladt klubben, mens otte spillere er hentet ind.

Det efterlader et tomrum i Horsens-truppen, men AC Horsens' direktør, Kristian Nielsen, vil ikke love forstærkninger til den smalle trup.

- Vi kigger altid efter, hvad der rører sig på transfermarkedet, men jeg synes, vi har en rigtig god trup, som vi er meget tilfredse med, siger Kristian Nielsen.

Efter kampens første scoring var AGF klart bedre med bolden og spillede mere frit end i første halvleg, mens Horsens aldrig rigtig formåede at presse AGF-defensiven. Foto: Henning Bagger - Ritzau/Scanpix

Lejer spillere fra FCM

I tidligere sæsoner har Horsens haft stor succes med at leje spillere i FC Midtjylland. Bo Henriksen vil ikke udelukke, at det kan ske igen.

- Vi kan godt lide Midtjylland-spillere, men det er klart, at spillerne skal kunne gøre en forskel for os, og FC Midtjylland skal også være villige til at leje dem ud.

- FC Midtjylland har mange gode spillere, så lad os nu se, om der ikke kommer til at ske et eller andet, siger Bo Henriksen.

Slutteligt konstaterer Horsens-træneren, at Søren Reese, der i sidste sæson var lejet i netop FC Midtjylland, ikke er aktuel igen, da Horsens har midterforsvaret på plads.

Horsens skal i næste runde forsøge at tage point fra AaB, som gæster CASA Arena.

Læs også Jonas Borring overvejer karrieren og ophæver med Horsens