AC Horsens tester midtstopper
Theodor Sandklef er med i tirsdagens træningskamp mod FC Skanderborg
AC Horsens er godt i gang med forberedelserne til forårssæsonen i Bet25 Ligaen, og tirsdag aften gælder det træningskampen mod FC Skanderborg på CASA Arena Horsens.
Kampen skal blandt andet bruges på at give spilletid til de spillere, der ikke har fået så mange minutter i opstarten, og der er også U19-spillere, der får mulighed for at vise sig frem.
Cheftræner Bo Henriksen benytter også lejligheden til at kigge nærmere på Theodor Sandklef, der spiller i den svenske klub GAIS.
- Vi har fået anbefalet ham gennem en af vores gode kontakter i Sverige, og det mest interessante bliver, om det er en mand, vi kan bygge videre på, for han er kun 18 år. Han er midtstopper, god med bolden og forudseende. Vi er spændte på at se ham i aften, og efterfølgende tager vi - sammen med ham - en beslutning om det videre forløb, fortæller Bo Henriksen til tv2oj.dk.
Træningskamp: SIF og ACH delte point
På søndag rejser spillere, ledere og trænere fra AC Horsens på træningslejr i Tyrkiet, hvor der bliver mulighed for at finpudse detaljer under lidt varmere himmelstrøg, og her kan de se frem til at prøve kræfter med hold fra Kasakhstan og Ukraine.
AC Horsens sparker hul på forårssæsonen med udekampen mod lokalrivalerne fra Vejle Boldklub søndag den 20. marts.