AC Horsens styrker forsvaret
Superligaklubben AC Horsens henter forsvarsspiller i Hvidovre IF. Også en alsidig spiller fra Næstved kommer til sommer.
AC Horsens har sammen med Hobro IK lukket flest mål ind i efterårets Superliga-kampe. 37 mål har de indkasseret i 20 kampe, så det tyder på, at der skal forstærkninger ind i forsvaret.
Det kommer der så nu, for klubben har annonceret, at de skriver kontrakt med den 23-årige forsvarsspiller Malte Kiilerich. Han tiltræder dog først i klubben til sommer, når hans kontrakt med Hvidovre IF udløber.
Læs også
- Vi har fulgt Malte Kiilerich i et stykke tid, og det har bare bekræftet os i, at han har et rigtigt højt niveau. Malte har gjort det rigtigt godt på et stærkt Hvidovre-hold, og når man præsterer på det niveau, så bliver man interessant for os, siger AC Horsens-manager Bo Henriksen i en pressemeddelelse.
Malte Kiilerich har de seneste tre år spillet i 1. divisionsklubben Hvidovre IF, og inden da fik han sin fodbold-uddannelse i FC Midtjylland. Han glæder sig til at prøve kræfter med superligafodbold i AC Horsens.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse, når man kan leve af det, man godt kan lide, og jeg glæder mig til at begynde i AC Horsens, for det er en klub, der passer godt til mig som spiller og person. Der er selvfølgelig forskel på 1. division og Superligaen, men jeg skal gøre mig gældende så hurtigt som muligt, og jeg håber, det bliver fra første dag, siger Malte Kiilerich i pressemeddelelsen.
Læs også
Malte Kiilerich er den anden Hvidovre-spiller, AC Horsens henter i dette transfervindue. Tidligere er midtbanespilleren Louka Andreassen kommet til. Derudover har klubben hentet den tidligere Randers FC-angriber Nicolai Brock-Madsen.
Fakta om Malte Kiilerich
- Født: 16. oktober 1995
- Position: Midterforsvarer
- Højde: 188 centimeter
- Tidligere klubber: B1908, FC Midtjylland, Brønshøj, Hvidovre IF
- U19-landskampe for Danmark: 2
Alsidig Næstved-spiller også på vej
Torsdag morgen har AC Horsens meldt ud, at man til sommer får tilgang af endnu en spiller. Det drejer sig om 20-årige Peter Therkildsen, der ligeledes kommer fra 1. division. Her har han spillet for Næstved Boldklub.
- Peter er en ung fyr, der har fået sin fodboldopdragelse i HB Køge og er kommet til Næstved, hvor han har braget igennem, og han har været en af de absolut bedste spillere på deres succeshold. Han har masser af dynamik og power og kan spille både i midterforsvaret, som 6’er og 8’er, og vi forventer os meget af ham på den korte og lange bane, siger Bo Henriksen i en pressemeddelelse.
Peter Therkildsen kommer på en fri transfer og har fået en fireårig kontrakt.
Fakta om Peter Therkildsen
- Født: 13. juni 1998
- Position: Midtbanespiller
- Højde: 190 centimeter
- Tidligere klubber: Solrød FC, HB Køge, Næstved Boldklub (nuværende klub)