AC Horsens overvejer at sælge angrebs-profil

AC Horsens-træner Johnny Mølby overvejer at sætte brasilianske Gilberto Macena til salg. Også selv om det vil gøre ondt rent sportsligt.

Den 26-årige sydamerikaner har selv ytret ønske om at komme væk fra AC Horsens, da han ønsker at udfordre sig selv fodboldmæssigt. Indtil videre har træner Johnny Mølby dog holdt fast i, at han vil beholde brasilianeren, men nu bløder Mølby op.

- Jeg vil gerne beholde Gilberto Macena, men fodbold er også forretning. Han har kun et år tilbage af sin kontrakt, og hvis han ikke vil forlænge, er det nu, klubben kan få penge for ham. Hvis det rigtige bud kommer, bliver han solgt, siger Mølby ifølge bold.dk til Horsens Folkeblad.

Horsens har efter oprykningen til Superligaen endnu ikke forstærket sig. En evt. salg af Gilberto Macena vil dermed gøre nødvendigheden af forstærkninger endnu større.