AC Horsens' nedtur fortsætter
Hænger fast i bunden efter nyt nederlag
Hold da op for en nedtur AC Horsens har gang i.
Holdet hænger for alvor fast i bundkampen i Superligaen, efter AC Horsens lørdag eftermiddag tabte med hele 5-2 på udebane mod FC Midtjylland.
Dermed fortsætter AC Horsens klubbens stime uden sejr, hvor de seneste fem kampe kun har givet udbytte i et enkelt point.
Omvendt bragte FC Midtjylland sig med resultatet mod AC Horsens på afstand af den efterhånden store klump af bundhold, der kæmper en intens kamp for at forlænge livet i Superligaen til næste sæson.
Håb om point levede i ét minut
Allerede efter ni minutter kom hjemmeholdet foran ved Rilwan Hassan. Troels Kløve gav dog AC Horsens en smule håb, da han allerede tre minutter efter FCMs føringsmål udlignede til 1-1.
Men udeholdets håb om et point levede kun i ét sølle minut. Så bombede FC Midtjyllands Morten 'Duncan' Rasmussen til 2-1.
Og helt grelt blev det for AC Horsens, da først Sylvester Igboun scorede til 3-1, og herefter udbyggede Morten 'Duncan' Rasmussen med sit andet mål til 4-1.
Reducerede på straffespark
Martin Spelmann fik sent i anden halvleg pumpet lidt håb ind i Johnny Mølbys kriseramte tropper, da han reducerede til 4-2 på straffespark.
Men kort før tid var det så FC Midtjylland og Danny Olsens tur til at sparke et straffespark i kassen og lukke opgøret til 5-2.
AC Horsens møder i næste spillerunde et andet kriseramt Superligahold, når holdet gæster Aarhus og AGF på lørdag. Hos FC Midtjylland går turen til Esbjerg næste mandag.