AC Horsens: Hjælp, det sner
CASA Arena er dækket af sne
- Hjælp os med at rydde sne på CASA Arena Horsens, sådan lyder opfordringen fra AC Horsens til klubbens mange fans.
CASA Arena Horsens er i nattens løb blevet dækket af sne, og i øjeblikket er snerydningen i fuld gang, men vi har brug for flere hænder, lyder det fra klubben.
AC Horsens spiller klokken 14 mod ulvene fra FC Midtjylland - hvis altså banen bliver klar til kamp.
- Hvis du har tid til at give en hånd med, så duk op på CASA Arena Horsens og hjælp os, så vi kan få græsset frem igen. Forum Horsens stiller sneskovle og trillebøre til rådighed, lyder det fra klubben.
Gratis adgang
Kampen i eftermiddag er efterårets sidste. "Den Gule Fare" ligger lige nu nummer 7 i Superligaen, mens eftermiddagens modstander frister en tilværelse lige over stregen som nummer 10.
Midtjyderne fører det indbyrdes opgør. De seneste 10 kampe er med 7 sejre til De Gules 2, mens en enkelt kamp er endt uafgjort.
Klubben lover desuden gratis adgang til kampen til alle interesserede.
- AC Horsens vil gerne sige tak for opbakningen til pokalfinalen, Europa League-kampene samt alle de andre kampe i 2012. Alle har derfor mulighed for at få udleveret en gratis billet ved indgangene og kan dermed opleve kampen kvit og frit, lyder det på hjemmesiden.