AC Horsens henter midtbanespiller i Nordjylland

Ayo Simon Okosun er ny mand i AC Horsens

Ayo Simon Okosun (t.v.) i en kamp mod FC København. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Superligaklubben AC Horsens har lørdag offentliggjort købet af Ayo Simon Okosun, som dermed skifter fra Vendsyssel FF med øjeblikkelig virkning.

I Horsens har den 23-årige midtbanespiller skrevet under på en aftale frem til sommeren 2020.

Læs også AC Horsens henter landsholdsspiller til bagkæden

- Vi har fulgt Ayo Simon Okosun rigtig længe, og jeg har kendt ham, siden han var ynglingespiller i AB. Han har nogle helt åbenlyse spidskompetencer, som helt sikkert vil løfte vores hold. Han er en god motor på midtbanen, han er duelstærk, og så er han en dygtig fodboldspiller. Han har alle forudsætninger for at blive en profil på vores hold, siger Bo Henriksen, manager i AC Horsens, i en pressemeddelelse.

Var ude i en direkte duel

Det var netop AC Horsens og Vendsyssel, der for en måned siden var ude i en direkte duel om at skulle spille Superliga-bold efter sommerferien.

Den duel vandt AC Horsens som bekendt, og nu har klubben så også købt en af profilerne fra 1. divisionsholdet.

Læs også AGF henter midtbanekriger: Adama Guira ny mand i Aarhus

- AC Horsens har vist sindssyg stor interesse for at få mig til klubben, og der er ingen tvivl om, at jeg passer godt ind i Bos filosofi og spillestil. Jeg har brug for at tage det næste skridt til Superligaen, hvis jeg skal fortsætte min udvikling, og jeg glæder mig helt vildt til at begynde i AC Horsens. Jeg skal selvfølgelig lige finde mig tilrette i klubben, men jeg vil gerne bidrage til holdet så hurtigt som muligt, siger Ayo Simon Okosun.

Fakta om Ayo Simon Okosun

Født den: 21. juli 1993
Tidligere klubber: AB, Grosseto, Vendsyssel FF
Trøjenummer i AC Horsens: 4

AC Horsens møder i dag, lørdag, FC Midtjylland i en træningskamp, og allerede her ventes Ayo Simon Okosun at få sine første minutter i den gule Horsens-trøje.

Læs også Succesrig generalprøve: Østjyske superliga-hold sejrede

Superligaen begynder om mindre end en uge, når AC Horsens på udebane møder AGF på Ceres Park i Aarhus fredag den 14. juli.

Udover Ayo Simon Okosun har AC Horsens tidligere på sommeren skrevet kontrakt med Daisuke Sato.

02:33

VIDEO: Forleden fik AC Horsens træning i indkast af verdensrekord-holder

Luk video