AC Horsens henter landsholdsspiller til bagkæden

Daisuke Sato, der har spillet 32 landskampe for Filippinerne, er ny mand i AC Horsens

Foto: AC Horsens

Superligaklubben AC Horsens har onsdag præsenteret Daisuke Sato som ny spiller.

Den 22-årige venstre back har skrevet under på en aftale, som gælder frem til sommeren 2020.

- Det er et godt skridt for mig. Jeg fik et rigtig godt indtryk af klubben under mit besøg, hvor jeg snakkede med træneren, der var meget begejstret for mig. Jeg håber at kunne løfte mit spil og klubben yderligere, siger Daisuke Sato til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Lækker finte bag flot scoring i AGF-storsejr

Den 22-årige back er født på Filippinerne, men flyttede som helt ung til Japan sammen med sin mor, hvorfor han også har fået sin fodboldopdragelse der. 

Daisuke Sato er foreløbigt noteret for 32 landskampe for Filippinerne, og han kommer til AC Horsens efter et ophold i rumænske CSM Poli lasi.

Han fortæller, at han ikke kendte meget til dansk fodbold, inden han hørte om interessen fra AC Horsens. Derfor har han blandt andet snakket med Jerry Lucena (tidligere AGF-spiller, red.), som han har spillet på det filippinske landshold sammen med, og Issey Nakajima-Farran, som blandt andet har optrådt for AC Horsens tidligere.

Læs også Frederik Møller vil væk fra AC Horsens

- Jeg har kun hørt gode ting om AC Horsens og dansk fodbold, og jeg var meget imponeret af klubben og mennesker i den, da jeg først kom her, siger Daisuke Sato.

Han betegner sig selv som en hurtig back, der giver den fuld skrue i nærkampene.

- Jeg er en figther. Jeg jagter hver bold 100 procent, og så er jeg også god i pasningsspillet og hurtig på fødderne, siger Daisuke Sato, som forventes at begynde træningen med de nye holdkammerater i løbet af næste uge.

AC Horsens-manager Bo Henriksen glæder sig over tilgangen af Daisuke Sato, som han længe har ønsket at få til klubben.

- Sato er en spiller, vi har kigget på rigtig længe og kæmpet for at få til klubben, så vi er stolte over og glade for, at det er lykkes. Det har været vigtigt for os at styrke vores venstre back-position, hvor vi i forvejen har en stærkt spillende Thomas Kortegaard, så nu er vi godt i mål på den position. I forhold til de referencer vi har fået og de kampe, vi har gransket rigtig meget, så får vi en uhyre dygtig spiller med en sindssyg god teknik, og han er fremragende mand til mand defensivt og offensivt. Vi glæder os til at se ham i den gule trøje, og han har rigtig gode forudsætninger for at lykkes, siger Bo Henriksen.

AC Horsens åbner den nye sæson i Superligaen på udebane mod AGF på Ceres Park i Aarhus. Den kamp spilles fredag den 4. juli klokken 18.00.

På YouTube kan AC Horsens-fansene se mere om klubbens nye signing: