AC Horsens forstærker forsvaret med islandsk stopper

De gulblusede østjyder har lejet Elfar Freyr Helgason frem til sommeren 2017 hos Breidablik FC

Elfar Freyr Helgason ses her i midten jublende efter en scoring.

En gammel kending af østjysk fodbold skifter nu til AC Horsens. Klubben har netop offentliggjort, at man lejer Elfar Freyr Helgason med en fortid i Randers FC frem til sommer. Manager Bo Henriksen forventer sig meget af nyindkøbet.

- Elfar Freyr Helgason er en rigtig dygtig forsvarsspiller med et kæmpe potentiale, og jeg er ikke i tvivl om, at han kan hjælpe os fra dag ét. Vi har set mange kampe, hvor han har været i aktion, og vi har fået rigtig gode referencer på ham fra diverse trænere. Han har været med til at skabe en fantastisk defensiv for Breidablik FC, der har lukket meget få mål ind i de sidste to år, og sammen skal vi gøre ham endnu bedre, hvilket vi glæder os sindssyg meget til, siger Bo Henriksen.

Læs også AC Horsens forstærker sig med Brøndby-veteran

Elfar Freyr Helgason ser frem til at fortsætte karrieren i den gule trøje.

- Jeg er rigtig glad for kontrakten og føler mig meget privilegeret. Det er en god chance for mig at skifte til et bedre hold i en bedre liga, og jeg glæder mig til at spille for AC Horsens. Jeg vil vise mine kvaliteter og nå et niveau, hvor jeg bliver en vigtig del af holdet, lyder det fra Elfar Freyr Helgason.

Islændingden har udover tiden i Randers også været forbi græske AEK Athen og Stabæk i Norge. Han har én a-landskamp på cv’et og seks ungdomslandskampe.

I Horsens får han trøje nummer 2.