AC Horsens forlænger med offensiv tekniker

AC Horsens har forlænget aftalen med Joseph Mensah, så samarbejdet nu løber frem til sommeren 2018

Foto: Reese Photography

Det kan godt være, at han har haft store skadesproblemer, og derfor ikke har været i aktion længe. Men ikke desto mindre har AC Horsens i dag valgt at forlænge aftalen med den offensive midtbanespiller Joseph Mensah.

Ifølge manageren Bo Henriksen skal man nemlig ikke være fodboldekspert for at se det store potentiale, han besidder, og han er da også glad for, at Mensah har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse.

- Joseph har været ude med en drilsk skade rigtig, rigtig længe, men vi så jo blandt andet i efteråret 2015, hvilket potentiale han har. Han er på mange måder outstanding og kan nogle ting, der er kampafgørende, og det kan vi jo godt lide i AC Horsens, siger Bo Henriksen og fortsætter med en status på spillerens sitaution:

- Som det ser ud nu, så vil han først være tilbage på 100 procent i næste sæson, men vi ser et kæmpe potentiale i ham, og kontraktforlængelsen er også en cadeau til det arbejde, han allerede har lavet. Vi glæder os til at se ham udvikle sig endnu mere.

Læs også Aabech sikrer Horsens smal sejr i Lyngby

Joseph Mensah havde oprindeligt kontraktudløb til sommer, men han har altså valgt at forlænge med yderligere et år.

- Det er en meget stor ære for mig at forlænge med endnu et år, for jeg elsker klubben og har fået et gult hjerte. Forlængelsen er et godt skridt i min karriere, og jeg glæder mig til at komme tilbage på træningsbanen, så jeg kan forbedre mig sammen med holdet. Jeg vil gerne takke ledelsen, mine holdkammerater og staben omkring holdet, og jeg ser frem til endnu flere gode oplevelser i den gule trøje. Jeg er stolt over at repræsentere AC Horsens, fortæller Joseph Mensah.