AC Horsens forlænger med den populære manager

AC Horsens har forlænget kontrakten med manager Bo Henriksen, så samarbejdet nu fortsætter frem til sommeren 2021

Bo Henriksen er nu på kontrakt i AC Horsens frem til 2021. Foto: Claus Fisker - Scanpix

Folkene i AC Horsens er så glade og tilfredse med manager Bo Henriksen, at han nu får forlænget sin kontrakt, så den gælder helt frem til sommeren 2021.

Han havde ellers oprindeligt udløb til sommeren 2019, men nu er Bo Henriksen altså blevet enig med klubben om at forlængere med yderligere to år.

Jeg er rigtig glad for at have forlænget min kontrakt, for jeg føler, at opbakningen i Horsens bliver større og større.

Bo Henriksen, manager

- Jeg er rigtig glad for at have forlænget min kontrakt, for jeg føler, at opbakningen i Horsens bliver større og større. Vi har blandt andet fået 100 nye sponsorer i 2017, og vi er ved at få skabt et fremragende fundament. Vi skal stille og roligt blive ved med at udvikle klubben skridt for skridt, og vi skal glæde os over, at vi går frem på alle parametre – på ungdomssiden, sponsorsiden, fodboldmæssigt og resultatmæssigt, siger Bo Henriksen og fortsætter:

Mindst syv år i klubben

- Det er sjovt at være med til at gøre en forskel sammen med dygtige og dedikerede mennesker, og det er så interessant at være en del af, at det selvfølgelig er min målsætning at fuldende kontrakten, så jeg er her i minimum syv år.

AC Horsens overvintrer på en femteplads i Alka Superligaen, og det har formentlig også haft betydning for interessen i at få forlænget kontrakten med manageren.

- Det er en fantastisk nyhed for alle med interesse for AC Horsens, at Bo Henriksen endnu engang har valgt at forlænge sin kontrakt, for han har gjort det fremragende, og forlængelsen sikrer os vigtig kontinuitet fremadrettet. Han har sammen med sit team og spillerne skabt fantastiske resultater i denne sæson, og han har på rekordtid sammensat en stærk trup med videresalgspotentiale, hvilket salget af Jesse Joronen vidner om, lyder det fra direktøren i AC Horsens, Kristian Nielsen.

Bo Henriksen blev ansat som cheftræner hos "den gule fare" i 2014. Han blev senere forfremmet til manager, så han også har en central rolle, når det kommer til køb og salg af spillere.

I sommeren 2016 var Bo Henriksen med til at sikre oprykning til landets bedste række.