AC Horsens fik tiltrængt sejr med hjælp fra bizart mål

Horsens slog Helsingør med 2-0 på hjemmebane - blandt andet ved hjælp af et bizart mål

Foto: Claus Fisker - Scanpix

Foto: Claus Fisker - Scanpix

Foto: Claus Fisker - Scanpix

1 af 3

Lørdag eftermiddag vandt Horsens på eget græs med 2-0 i Alka Superligaen over FC Helsingørs oprykkere.

Sejren kom i hus efter et hovedstødsmål af Simon Okosun samt et bizart mål til 2-0, hvor udeholdets Anders Holsts clearing endte i eget net via Horsens' Kjartan Finnbogason.

Helsingørs Ricki Olsen fik rødt kort lige inden pausen. 

Resultatet betyder, at Horsens kravler op på en foreløbig fjerdeplads med 16 point, mens Helsingør forbliver på 13.-pladsen med ni point. Begge hold har spillet ti kampe.

Begge scoringer faldt i første halvleg. Det blev 1-0 til hjemmeholdet efter 16 minutters spil, da Bubacarr Sanneh kom foran udeholdets målmand, Mikkel Bruhn, og headede et frispark videre ind foran mål.

Her kunne Simon Okosun let heade bolden i et tomt Helsingør-mål. 

Læs også Holbæk hamrer Horsens ud af DBU Pokalen

En dødbold førte igen til scoring kort før pausen. Helsingørs anfører, Anders Holst, ville cleare bolden, men bolden endte i Helsingør-målet via Kjartan Finnbogason, der dermed blev noteret for 2-0-scoringen.

Kort forinden havde Ricki Olsen fået rødt kort, da han nedlagde Finnbogason på kanten af feltet, og han indkasserede dermed sit andet gule kort.

Udeholdet skulle derfor spille over en halvleg med ti mand, og det var tydeligt, at Helsingør var hæmmet af undertallet. 

Læs også AC Horsens sælger Mads Bech til engelsk danskerklub

Horsens var flere gange tæt på at bringe sig yderligere foran, men de 2943 tilskuere fik ingen mål at varme sig på i anden halvleg, som generelt var meget chancefattig.

Hjemmeholdet er nu ubesejret på hjemmebane i syv kampe i Superligaen.